fastansat kolleger

100 dage som fastansat og sikke en forskel af følelser!

Estimeret læsetid: 7 minutter og 24 sekunder.

For lidt over et år siden, skrev jeg om mine første 100 dage som selvstændig og 7 ting jeg havde lært af #LivetSomSelvstændig. Siden da, er der sket meget. Ikke nok med, at jeg faktisk ikke har blogget siden (på denne blog i hvert fald), så er jeg blevet fastansat. Det fortjener ny refleksion, nyt tilbageblik og et nyt blogindlæg, som beskriver, hvad jeg har lavet de første 100 dage som fastansat hos Bloch&Østergaard.

Jeg kunne (åbenbart) ikke skabe mit eget drømmejob, ligeså godt som jeg kunne få det som fastansat

Men før vi går i gang, får du lige først baggrundshistorien for mit skifte. I løbet af foråret 2017 kunne jeg mærke mit humør dalede. Selvom jeg havde gode samarbejdspartnere og skarpe “kolleger” hos mine kunder, så savnede jeg sparring og tilhørsforhold. Jeg følte mig enormt ensom, selvom jeg var omgivet af mennesker, og faktisk sjældent sad alene hjemme og arbejdede.

Læs i øvrigt også det blogindlæg jeg skrev til Simon Linde om #MitFørsteJob

Jeg gav mig selv en deadline: Hvis jeg ikke havde fundet et nyt arbejde inden august, så ville jeg lukke min virksomhed og gå arbejdsløs indtil jeg gjorde. Men så langt kom jeg ikke. For da jeg begyndte at snakke højt om min beslutning og var til et par kaffemøder, skrev Erik pludseligt (frit citeret): “Kommer du ikke lige forbi og fortæller om din jobsøgningsstatus? Så laver vi aftensmad.” Og der sad jeg, i Line og Eriks køkken (fornavnene på Bloch og Østergaard), og snakkede om at prøve eksperimentet: Ansættelse hos Bloch&Østergaard.

I øjeblikket havde jeg svært ved at udtrykke præcis hvor taknemmelig og glad jeg var for den chance Line og Erik gav mig. Og det har jeg stadig her 100 dage senere.

Nu er der så gået 100 dage som fastansat, men hvilken forskel gør det?

Foruden, at mit humør er steget væsentligt, og jeg føler mig meget gladere og fyldt med mere overskud, så giver det en god sikkerhed at være fastansat. Her tænker jeg ikke på det faktum, at du får en fast løn hver måned og den slags økonomisk sikkerhed. Nej jeg tænker på den sikkerhed og ro det giver mig, at nogen har min ryg. At have to erfarende, gode og skarpe mennesker “hjemme” på kontoret, gør det meget mere trygt at være ude og repræsentere Bloch&Østergaard. At repræsentere os.

Før, når jeg vaklede i beslutninger ude hos kunden, så havde jeg kun mig selv at spørge til råds. Nu har jeg mulighed for sparring og videndeling, og det er fedt! Tro mig, det gav mig virkelig meget at stå på egne ben som selvstændig. Men der er altså en forskel i at stå, og tale om Facebook annoncering og Business Manager, mod at tale om (og med) mennesker, forandringsledelse og organisationsudvikling. Hvis man laver en forkert Facebook annonce, så sletter man den bare igen. Sjældent sker der meget skade i det. Laver man noget forkert med mennesker, så er der bare ingen delete eller reset knap, hvor man starter forfra. Det er både det, der gør arbejdet fedt, lærerigt og udfordrende, men også det, der gør det angstprovokerende.

3 ting som Bloch&Østergaard har udfordret mig på – på den gode måde!

(1) Find dit why, og fortæl os om det!

Første dag fik jeg et to ugers onboarding-program stukket i hånden med opgaver, møder og ikke mindst en backlog med ekstra ting jeg kunne kaste mig over. En af opgaverne var, at finde mit why. Så med en bunke Simon Sinek inspiration i hånden gik jeg hjem og terpede. Hvad er mit why egentlig?

Det er stadig en work-in-process sætning, men mit udgangspunkt er dette: Jeg vil være den positive forstyrrelse, der inspirerer dig til at tro på eget og andres potentiale, og tage ansvar for egen og organisatoriske forandringsprocesser.

Så må vi se, hvordan jeg får den gjort endnu skarpere, som de næste 100 dage kommer og går. Det er i hvert fald noget vi snakker om og vender tilbage til. Det er fedt!

(2) Skab et rammeværktøj for forandringsledelsesinitiativer!

Min store interesse – nogen vil måske endda slynge ordet passion ud her – er forandringsledelse. Men jeg har længe følt, der var et hul i min viden. Jeg fulgte jo Erik, da jeg skrev speciale og så hvordan han arbejdede med forandringer. Han var ikke i gang med at unfrezze, move og refrezze i bedste Lewin stil, eller på vej igennem Kotters otte trin. Nej det var meget mere agilt og med en mere menneskelig tilgang end at sætte forandring i processer og systemer.

Så da jeg blev stillet opgaven, at skabe rammen for vores syn på forandringsledelse. Så måtte jeg i tænkeboksen. Jeg måtte researche og jeg måtte finde det hul i min viden, som jeg synes jeg manglede. Og det er jeg stadig i gang med. Jeg er super begejstret, for jeg mener at have fundet lige præcis hvad jeg søgte. Ord på den følelse jeg har omkring forandringsledelse, så vi kan have en mere agil og menneskelig tilgang til forandringer. Forandringsprocesser skal ikke skrives i sten, for i en foranderlig verden bliver man nødt til hele tiden at justere, for at holde fokus og retning. Så det skal vores rammeværktøj også afspejle.

(3) Her er ansvaret, løb du bare med den opgave!

Den her er måske en smule ironisk. For nok havde jeg ansvaret for ALT, da jeg var selvstændig, men det er ikke på samme måde jeg oplever ansvaret. Nu er det jo netop ikke kun mig selv jeg har ansvaret for, men jeg har også ansvaret for at vi bliver en succes. At Bloch&Østergaard bliver en succes. Line og Erik har jo investeret i mig. Og det er mit ansvar at få den investering til at give værdi og et stort udbytte.

Det motiverer mig langt mere, at jeg som del af vores fællesskab, har ansvaret for mine opgaver og kan løbe afsted med dem. Det betyder jeg har lyst til at gøre alt hvad der er i min magt, for at nå i mål. I Bloch&Østergaard arbejder vi for at skabe organisationer, hvor folk har lyst til at møde op. At folk har lyst til at gå på arbejde og lægge en stor del af deres tid hver dag. Det er jeg stolt af vi arbejder for. Jeg er endnu mere stolt af, at vi også selv praktiserer det vi prædiker. For jeg glæder mig altid til at skulle hen på kontoret.

Intet blogindlæg uden et par tal

Selvfølgelig, skal vi også se lidt på tallene. Min arbejdsuge var som selvstændig i gennemsnit 53 timer. Nu er den i gennemsnit 40 timer. Men det er som sagt kun arbejde. I de sidste 100 dage, har jeg også lagt 41 timer i Digitale Tanker og 61 timer i at lukke min virksomhed, administration og opdatering af denne flotte hjemmeside (som jeg stadig arbejder på).

I Bloch&Østergaard har vi også et Kindness Budget, til mindre projekter, som rådgiver eller mentor. Her har jeg indtil nu kun brugt 4 timer, hvilket er et fald, da jeg som selvstændig havde hjulpet mit netværk 24 timer på 100 dage. Men det regner jeg nu med nok skal stige med tiden.

Min samlet arbejdstid på 100 dage er steget fra 483 timer til 673 timer. Det er lidt spøjst. For det føles ikke som om, at jeg har arbejdet næsten 200 timer mere. Men det er vel virkningen af, at jeg nu laver noget, der virkelig gør mig glad?

Alle dem med blå armbånd skal op!

Jeg har besluttet at lukke min virksomhed. Der er en del grunde, som jeg tænker at dele med dig. For det første, så koster det penge at have en virksomhed kørende. Lige såvel som det koster penge at have en bil stående du ikke kører i. De administrationsomkostninger og forpligtelser gider jeg egentlig ikke bøvle med. For det andet, så vil jeg hellere ligge alt min energi i, at Bloch&Østergaard bliver en kæmpe succes, end at min egen biks kan blive stor og succesfuld. Det giver ingen mening, når Bloch&Østergaard er mit drømmejob og min egen virksomhed ikke er.

Så hvad er der tilbage som tager min energi? Kort og simpelt oplistet:

1) Mit arbejde hos Bloch&Østergaard.

2) Min podcast Digitale Tanker.

3) Mine medlemsskaber i netværksgrupper.

4) Min familie, Thomas og #PrinceFartALot.

Fremtiden for Puk Falkenberg byder på god udvikling, masser af fede oplevelser og læring. Og jeg glæder mig. Det er et af de bedste valg, for mit vedkommende, at gå fra selvstændig til fastansat. Uden tvivl. Som jeg skrev i min seneste blog 100 dage som selvstændig…: “Når jeg bliver gråhåret, så vil jeg kunne skåle i et glas rødvin og tænke: Jeg gjorde det sgu!”. I aften vil jeg åbne den flaske champagne, som Erik synes vi i Bloch&Østergaard fortjente for nogle uger siden, og skåle: “Jeg gjorde det sgu! Mit drømmejob!”.

Fik jeg nævnt du også kan læse mere, da jeg gæstebloggede hos Simon Linde om #MitFørsteJob?

P.s. Spørgsmålet, om jeg nogensinde skal være selvstændig igen, har jeg undladt. For det kan jeg simpelthen ikke svare på. Måske, måske ikke. Det vil tiden vise.

2 Comments

  1. Tak Puk. Herligt, at du tog dig tiden til at skrive dette blogindlæg. Til glæde for dine læsere – og forhåbentlig også dig selv. Tror det er godt givet ud, at vi fra tid til anden lige stopper op og reflekterer over vores gøren og laden. Og ikke mindst; Hvorfor vi går i en bestemt retning, og hvilke opgaver, der giver mest energi.

    Skægt som tiden flyver, når du (mennesket generelt) har det sjovt. Selv om vi anvender flere timer! Det er da et fantastisk mål at nå!

    Jeg gik også fra selvstændig til lønmodtager primært på grund af, at jeg savnede teamånden samt sparring/videndeling med andre. Det at være flere, der bringer forskellige kompetencer til bordet, at have et fælles mål, og så den fede oplevelse af, at 2 + 2 giver 5. Simpelthen et bedre produkt – en bedre løsning.

    Og ja det giver god energi, at andre har forventninger til én. Frem for man selv sætter alle mål, og selv beslutter, om de er nået… 🙂

    • Puk

      Selv tak Anette. Det var dit tweet, som fik mig til at tjekke, hvornår jeg egentlig ville ende med at være fastansat i 100 dage. Det er så vigtigt lige at stoppe op og reflektere, og jeg vil gerne være bedre til øvelsen end jeg har været. Som du kan se, så har jeg ikke skrevet et eneste blogindlæg siden mine “100 dage som selvstændig”. Det skal der bestemt gøres noget ved.

      Kan følge dig på teamånden også. Jeg følte mig virkelig ensom, også når jeg var omgivet af mennesker. Det har virkelig ændret sig efter jeg har fået Line og Erik som kolleger. Også selvom vi ikke ser hinanden hver dag. Det er utrolig hvilken forskel det kan gøre.

      Haha, den sidste er jeg meget enig i. Faktisk, så følger jeg Gretchen Rubin, som har lavet et framework der hedder “the four tedencies”. Hvis ikke du kender den, så google det lige og læs / lyt hendes podcast. Jeg er det man kalder en Obliger (hun har også lavet en test, så man kan finde ud af hvilken tendens man tilhører). Det betyder, at jeg reagerer godt på forventninger fra andre, men dårligt på forventninger fra mig selv. F.eks. er jeg mere tilbøjelig til at løbe en tur, hvis jeg ved Jytte venter nede på hjørnet, end hvis det blot er et nytårsfortsæt. Enormt spændende læsning, og jeg glæder mig meget til at skulle læse i dybden om hendes framework i bogen.

      /Puk

Leave a Reply